Det evige øjeblik
Det evige øjeblik
Ethvert fotografi har en enestående historie
Temperaturen er 41 grader Celsius, den fugtige tropiske luft er tyk af støv og aske, som sætter sig i mit klistrede hår, i mit svedige ansigt, i mit tørre svælg og i mit gennemvædede tøj, som jeg for længst har opgivet at holde bare nogenlunde rent.
Midt i dette inferno sidder en smuk kvinde svøbt i et laset stykke stof med små røde prikker. Vores blikke mødes og hendes kridhvide tandsæt åbenbares i et stort smil.
Uden helt at vide hvorfor giver jeg hende mit kamera, og hun tager som det mest naturlige et foto af mig. Hun vender forsigtigt kameraet om på en både uventet og usædvanlig raffineret, feminin facon og ser fotografiet.
Dét øjeblik er uvurderligt – Hendes spontane reaktion er helt ubeskrivelig smuk. Glæden ved fotografiet forplanter sig i et stort grin og en høj latter.
Ethvert fotografi har en enestående historie. Livet er summen af uendeligt mange øjeblikke, som alle indeholder en historie. Dette foredrag er en hyldest til de store øjeblikke, som foreviges, når kameraets udløser trykkes ned. Øjeblikke, som uanset hvor flygtige de er, giver uvurderlige minder for livet.
Med udgangspunkt i nogle af mine bedste fotos fra hele verden, fortæller jeg overraskende og tankevækkende anekdoter om det enkelte fotos tilblivelse, tankerne bag kompositionen og de ting, som gør, at rejsemindet bliver endnu skarpere og mere farverigt.
Det er ikke svært at fotografere med det udstyr, der findes i dag, hvor selv gode mobiltelefoner kan tage eminente fotos, men der er altid et motiv og nogle omgivelser at tage hensyn til. Jeg deler derfor mine erfaringer som rejsefotograf.
– Hvordan nærmer man sig et vildt dyr, så et ikke flygter?
– Hvordan får man lov til at fotografere mennesker?
– Hvordan forvandler men et håbløst motiv til et eminent foto?
Alt det er der ét svar på….
Papua Ny-Guinea

Sudan

Sri Lanka

Påskeøen


